>Mental stavgangsforedrag - Trine Gregorius<

Tarmskylninger, Weber-grill, overforkælede børn og andre af tidens hotte temaer snakkes i mundrette småstykker, når eks-tv-værten Trine Gregorius om kort tid springer ud som stand-up-komiker

Hvad blev der i grunden af Trine Gregorius, spurgte Ekstra Bladet for nogle år siden. Ude af skærm. Ude af sind underforstået. Men den tidligere tv-vært, der blev kendt for programmer som "Rigets tilstand" og "Det svageste led", havde med egne ord haft "skide travlt", og hun replicerede da også spørgsmålet med et:

Ha, ha! Når man ikke er på tv, så må der altså være noget galt, ikke?

Den journalistuddannede Gregorius savnede ikke berømmelsen ved tv-jobbet. Hun morede sig som foredragsholder, når hun rejste landet rundt og fortalte om, hvordan man forvandlede sig "fra kylling til kælling", eller hvordan man kunne håndtere det stigende pres fra medierne. Erfaringer hun havde fået først som politisk medarbejder på Radioavisen og senere radio- og tv-vært.

Men vigtigst af alt holdt Trine Gregorius af at prøve noget nyt, fortalte hun i interviewet, der satte en tyk streg under, at Trine selv ville bestemme.

Det får hun nu igen mulighed for, når hun træder ind på scenen som standupper. Sammen med komikeren Mette Frobenius fanger hun tidsånden i showet "En ordentlig omgang", der snart får premiere på det københavnske Comedy Zoo.

Målet er at give publikum "en mental stavgang gennem livet" og gøre op med drømmen om det perfekte liv, og Gregorius lover, at formen bliver "ærlig og direkte".